Min arbejdsplads blev et frirum i sorgen
For 13 år siden døde min far, 61 år gammel – af en blodprop.
For 10 år siden døde min mor, 63 år gammel – af en længere varende cancer.
For 5 år siden døde min storebror 46 år – af misbrug
Derudover har jeg siden sagt farvel til en række kære ældre mennesker, hvis død ikke var uventet.
Men det bider bestemt alligevel!
Det gik ok hver gang. For det skulle det jo. Og især fordi, jeg alle gange oplevede kæmpe støtte fra min arbejdsplads i min sorg.
Min fars død var et voldsomt chok for hele familien og som storesøster og datter til min cancersyge mor, tog jeg naturligt over på opgaven med bisættelse, som min mor ønskede skulle foregå uden præst – tre dage efter min fars død. Bisættelsen gik godt. Med taler, blomster, musik, gravøl og hele pivetøjet blev det et super smukt farvel.
Dagen efter skulle jeg tiltræde en lederstilling. Så på fjerde dagen efter min fars død stod jeg så som nyudnævnt leder.
’Stod’ er nu så meget sagt, for jeg husker, at jeg nærmest hang i luften ved siden af mig selv…Sorgarbejdet var først lige begyndt.
Kollegial støtte er uvurderlig
Men fordi støtten fra egen leder og kollegaer var så kolossal betød det, at arbejdspladsen nærmest blev mit ’helle’ i en svær sorg – hvor jeg kunne fordybe mig i praktiske opgaver, holde lidt fri fra sorgen – eller græde over kaffen, når der var behov for det. Der blev nemlig spurgt – og jeg fortalte.
Jeg er i dag mega taknemmelig for den store støtte, som jeg oplevede kærlig og i stor respekt for mine behov og formåen.
Faktisk var støtten ikke sat i system, men fungerede bare, fordi kulturen i organisationen var båret af stærke relationer mellem de ansatte.
Måske er du også heldig at være på en sådan arbejdsplads. Men det er ikke sikkert..
Efter min mors død, var scenariet mindre voldsomt. Jeg havde forinden haft tre måneders plejeorlov, med tid til afsked. Orloven indbefattede endda også ret til to ugers frihed til at komme mig efter hendes død og få afviklet praktiske forhold som tømning af bolig og alt det formelle papirarbejde.
Sorg-arbejdet er et fuldtidsjob for den sørgende
Ved de næste dødsfald jeg mødte på min vej, har jeg som selvstændig selv haft mulighed for at beslutte, hvornår arbejdet kunne genoptages. Men så heldig, er det jo ikke alle der er. Så derfor er det bare så vigtigt, at vi rykker tæt sammen, når en kollega mister en kær.
Dødsfald blandt vores nærmeste er jo et vilkår som ingen af os slipper for, i løbet af de mange år vi er på arbejdsmarkedet.
Pointen er, at alle dødsfald har været med mig på job. I laang tid! Også som leder! Og sorgen skal med på job!
Faktisk var sorg-arbejdet ofte et fuldtidsarbejde, parallelt med mit job. Savnet af de døde fik plads på skrivebordet, i skufferne og henover frokosten med kollegaer og medarbejdere. Og heldigvis for det. For hvis ikke – var jeg måske endt som flere af de parter, jeg ind imellem møder ved konfliktmæglinger i mit arbejde som konfliktmægler.
Sorg kan skabe konflikter på arbejdspladsen
På nogle arbejdspladser er konflikter nemlig opstået i slipstrømmen på et stort privat tab, som ikke har fået taletid på jobbet.
Mange arbejdspladser tilbyder deres fastansatte fri på dagen for bisættelse af en nærtstående – vist som en overenskomstmæssig ret. Og nogle får heller ikke flere fridage, hvilket kan skyldes, at ingen hænder kan undværes.
Sådan er arbejdslivet. Der er brug for os! Heldigvis!
Få styr på en sorg-plan og forebyg konflikter
Men vi kommer på arbejdspladsen som hele mennesker med en bagage fuld af sorg og glæde. Og netop derfor skal I som arbejdsplads også gi’ plads til sorgen PÅ ARBEJDSPLADSEN!
Inviter sorgen indenfor og tal om den. Hjælp hinanden med at bryde tabuet – og hjælp jer selv med en enkel køreplan for, hvad der skal ske, når sorgen rammer. Så hjælper I den sørgende, jeres arbejdsmiljø – OG undgår konflikter på sigt.
For sorg på arbejdspladsen rammer desværre os alle!
Du kan få inspiration til jeres køreplan i en af mine tidligere artikler her
