Fik du sagt ordenligt farvel til din ex-medarbejder?
Exitsamtaler sikrer din virksomhed god omtale.
Fik du mon sagt pænt farvel da din sidste medarbejder rejste? Receptioner, blomster og takketale gør det ikke alene, selvom intentionen er nok så god fra din side. Hvis du skal sikre dig, at du også fremover får det bedste ud af din nu afrejsende medarbejder, skal du sørge for at få sagt ordenligt farvel ved en såkaldt exitsamtale.
Exitsamtalen kan ses som en evalueringssamtale, hvor du som leder får mulighed for, at få en evaluering af din egen lederindsats og en tilbagemelding på, hvor organisationen med fordel kunne trænge til et servicecheck. Og ikke mindst sikrer dig, at medarbejderen fremadrettet er en god ambassadør for netop din organisation og ikke giver din virksomhed et dårligt omdømme. Når exitsamtaler sættes i system og eksempelvis forløber efter en fast skabelon, får du som leder en god mulighed for at føre statistik og dermed dokumentere mulige problemstillinger for øvrige beslutningstagere i organsationen.
Sørg for at skabe en rar og lydhør ramme og inviter til eventuel konstruktiv kritik. I en exitsamtale har medarbejderen i langt højere grad mulighed for at tale frit fra leveren og du får den rene vare.Så rust dig til en sandhed eller to.. Skulle medarbejderen være brændt inde med kritik, kan exitsamtalen, hvor du som leder lytter til kritikken, blive den forløsende ventil som gør, at medarbejderen til sidste minut har følt sig taget alvorligt – og derfor sandsynligvis forbliver en god ambassadør for din virksomhed fremover.
Og husk! Vi har brug for hinanden. Medarbejdere du siger farvel til nu møder du måske i andre sammenhænge, hvor du har brug for den gode relation.
Gode råd til lederen ved exitsamtalen:
- Overvej hvad du som leder vil bruge informationer fra samtalen til. Allier dig eventuelt med HR-afdelingen, så informationerne kan systematiseres til videre brug.
- Inviter i god tid, så samtalen ikke bliver en hovsa-samtale i sidste minut
- Fortæl at du er lydhør for eventuel kritik og at organisationen og ledelsen gerne vil lære af eventuelle fejl
- Bed medarbejderen om at nævne tre gode ting ved ansættelsen og gerne uddybe dem. Du kan lære af både medarbejderen succeser og kritik
- Fremhæv selv tre af medarbejderens forcer, som organisationen har nydt godt af. Forbered dig forinden på disse.
- Spørg om medarbejderen selv ønsker at få kritik af sin performance under sin forsættelse. Respekter hvis dette ikke ønskes