Kend din personprofil og bliv glad for dit job
Når drømmejobbet eller karrieren alligevel ikke viser sig at være lykken, kan vi ind imellem komme til at skyde skylden på os selv eller på vores omgivelser. Men faktisk er det ganske uinteressant, hvor skylden ligger, hvis du bare ikke trives på dit job. Så er der kun en´ løsning der virker – og det er at komme videre. Ofte er det bare svært, at få overblik over, hvad drømmejobbet så skal bestå af og hvilke prioriteter, som ligger højest når der skal vælges nye veje.
Da jeg var 26 år fik jeg mit første job. Allerede efter to måneder var jeg led og ked af stedet, selvom jeg var omgivet af dygtige og rare medarbejdere og spændende opgaver, som matchede mine spidskompetencer. Selvom jeg fik ros for min indsats og en udmærket løn, blev dagene lange som en vinternat, og efter knap et år sagde jeg op og fandt mig et nyt job.
Mit nye job var en absolut en modsætning! Mine spidskompetencer kom ikke mere i spil, jeg skulle pludselig samarbejde med helt andre faggrupper og de fysiske rammer var mildest talt tæt på at være sundhedsskadelige. HOLD da op en omvæltning. Men wauw, det var fantastisk. Trods omstændighederne blev stedet til dato min bedste arbejdsplads. Og der skulle gå ti år før jeg fik taget mig sammen til at slippe stedet og komme videre. Og det var svært.
Og interessant! For hvad var det, som lige præcist havde opfyldt alle mine behov på denne arbejdsplads, så jeg kunne føle mig hjemme?
Kort og godt matchede stedet præcist mine personlige behov og præferencer, men hvad de samlet bestod af, var ret svært for mig at beskrive. Forklaringen på, hvad der præcist matchede mig kom dumpende i min følgende ansættelse, hvor jeg som konsulent blev certificeret i brugen af bl.a. personanalysesystemet DISC. Et system, som både kan benyttes til udvikling af medarbejdere, ledere og teams – men også til rekruttering og til indsigt i nye karriereveje. Her fik jeg pludselig et brugbart værktøj i hænderne, som skulle gøre spørgsmål omkring mine egne jobpræferencer nemmere. Med en personanalyse har jeg fået et kompas til at mærke efter, hvor jeg har mine tydelige styrker, mine grænser og mine begrænsninger. Også dem jeg ikke selv lige får øje på. Jeg har fået lettere ved at sige fra på opgaver, omgivelser og atmosfærer, som dræner mig for energi, fremfor at tilføre mig energi.
Med en professionel personanalyse bliver alle spørgsmål vedrørende job, karriere og privatliv ikke besvaret asap. Men nogle valg er klart blevet lettere. Da jeg for nogle år siden eksempelvis fik tilbudt en attraktiv og velbetalt direktørstilling, brugte jeg min personanalyse, som en personlig checkliste. Det endte med at sprang jeg i sidste øjeblik fra, fordi jeg fornemmede, at stedet og omgivelserne ikke ville få mig til at blomstre. Jeg har ikke fortrudt et sekund og virksomheden har givetvis fået en direktør, som vil blomstre langt bedre end jeg i netop den stilling.
Nu er værktøjet blevet et af mine vigtigste arbejdsredskaber til at hjælpe både organisationer og enkeltpersoner videre. Både når det drejer sig om rekruttering, udvikling af medarbejderen, teamet eller når en person frivilligt eller ufrivilligt skal videre i karrieren.
Et fantastisk værktøj – som du kan læse mere om på min hjemmeside her: https://najaamelung.dk/analyser-og-test/